Århus Teater har for nyligt genopført Henrik Ibsens teaterstykke Hedda Gabler, hvor instruktør Anja Susa har genfortolket det kendte samfundskritiske værk fra slutningen af 1800-tallet. Det er et tungt stykke med mange sanseindtryk, og man kan derfor med fordel læse manuskriptet, før man læner sig tilbage og nyder stykket. Det er et stykke med stof til eftertanke, som man ikke blot kan opleve uden at reflektere over det efterfølgende.
Ibsens samfundskritiske fremstilling af et poleret og tilsyneladende konfliktløst samfund bliver afbilledet godt i gennem hele stykket, hvor især én scene bør fremhæves: Nedværdigelsen og udnyttelsen af stuepigen Berta efterlader hende besvimet og blodig på jorden, hvilket lader beskueren tilbage med en følelse af absolut rædsel og afmagt og en trang til at opleve retfærdighed. Seancen sluttes dog af med ordene ”Hvad var det?” ”Nårh, det var såmænd bare stuepigen”, hvor Brack (Niels Ellegaard) med sin replik perfekt afspejler den gennemgående bagatellisering af problemer i stykket og samtidigt går mod beskuerens forventning om retfærdighed.
Med en besynderlig melankoli fjerner skuespillerne bogstaveligt talt kulissen og lader os beskue den nøgne sandhed bagved. Vi sidder tilbage med en underlig blanding af tragedie og glæde, men mest af alt lettelse. Stykket formår nemlig at lægge en tung byrde på beskuerens skuldre, idet vi indlemmes i karakterernes hemmeligheder og samfundet fejl. Vi oplever uretfærdigheden, men gør intet ved det, og det gør ondt på os. Det mærker vi virkelig i slutningen, når lyset i salen tændes, og tyngden forsvinder.
Stykket afspejler på eksemplarisk vis Henrik Ibsens kritik af et samfund hvor problemer og konflikter bliver fejet ind under gulvtæppet. Med sin kritiske tilgang til samfund afspejler Henrik Ibsen udemærket den tid, han skrev i; en tid med nøgne sandheder, brud med konventioner og kritik af samfundet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar